Et forsinket tog til tider

I nattens fagre færden jeg med venner gik
Blandt fjerne stemmers kalden blot et øjeblik
Blandt dem og jeg af dem der vandrede med
Den der for hurtigst var tiden der spænede afsted
Et tog i natten slap mig big og afmagt vred sig løs
Jeg troed verden død og borte mens jeg gik og frøs
Men en dame kom og frøs med mig og viste byen vej
Og som hun sagde det lagde endnu et tog for kaj
Men ikke som et andet tog jeg sinde så igen
Dette tog var ældre og med vinduer på klem
Jeg turde næsten ikke men da kørte jeg alligevel med
På toilettet trådtes vand med fodpedal på et ældet sæde fandt jeg fred.