Hver Dag

Nævn to ting der er fy for pokker
Hjelme på hovedet
Ringende klokker
Og hvad er efterhånden for lidt
Er der sæbe på bordet?
Er mundvigen beskidt?
Hvem har sagt livet var ment til at leves?
Der kræves og kræves og
Kræves og leves og
Livet er en rugbrødsmad
Om morgenen en dræber
Til middag fin og glad

Maskinbad

Her er bruseren
Her er spuleren
Her er din uomgængelige skæbne
Her er drejerne
Her er slangerne
Træd ind under vandstrømmen
Læg barikaderne
Udenfor facaderne
Det er en drøm

6 Skud bang

Det pulser, nå det buldre 

og ord de rumler 

ud fra folk der tumler 

i en storm af ufreds ord 

Det lever op og smuldre 

og folk de skumler

nå løgnen lumre

og skylden bliver stor 

Det vokser ud og spirer

i de folk der skriger 

og de ord de siger 

I samlet flok det runger 

passioneret som en frier 

vred som en kriger 

både drenge og piger 

udråb der tømmer lunger    

Det er forår

Brun konstruktion

At gøre og gøre
gør kun arbejdet støre
Større end stort
det sig ligner en lort

problemet med lort
det tjept vaskes bort
glider nemt hurtigt væk
med et spor friskt som blæk

skovl ikke du lort
om din højde er kort
man synker kvikt ned
men finder næppe fred

To og to

Jorden mørk og muldet
har tankerne sig lullet
hele vejen under dække
med kartoflerne at lægge

En dag når regnen kommer
midt imellem solens sommer
spirer ideer og indsigt frem
finder vinduet står på klem.

Venligt Univers

Dette univers er det eneste som har venner

Her er gode minder, her er ingen ligesom dig

Når de onde tider byder på sig må du huske

Altid har vi ledt os selv til sidst på rette vej

Intet smerter mere end det tager sig med tiden

Intet er så permanent sult altid jager dig

Ned og ned for evighedens drømme er blot dette

Drømme ender altid hen ved mørkehvilens kaj

Selv bæster kan tæmmes med din kærlighed og omsorg

Nok er vi celleklumper og dog er vi her for dig

Vi har så meget tid som vi kan stoppe før den flyver

Og universet genbruger mætte sind til nye veje

Vildspor

Tanker der danser på et gulv af glas
Trin taktfast skarpe slår hårdt og fast
sprækker slår flænger og regn falder ned
til et mørkt, glemt og dybtliggende sted

Der bores endnu dybere under
helt ind til hvad kernen rummer
En kilde af sort springer op og fri
vasker resterne rene for ære og pli

Dråberne falder som træernes blade
dækker hver sti, vej, fortorv og gade
Hvordan kan det tænkes man finder hjem
nå man helt selv har skjult sig vejen frem.

Skovskidt

Ved søens bred gik jeg i palæets skygge
I skovens bakker gik jeg under solen
Midt på dagen, midt imellem tanker stygge
På besøg hos solsorten, åen og violen

Tæt ved hjemmet, på en smal skovsti
Med en pose fuld af skrald andre smed
fanget i mit hoved med en klassisk symfoni
Bland træerne for hvem ingen sig græd

Opfyldt af formål i arbejdets gang
Opspændt af selvforhelligelse
Går jeg og føler takketrang
for en påtaget forpligtigelse   

Fjendtligt Univers

Regelsæt er menneskers forsøg at holde stand

Mod verdens ligegyldighed overfor mig og dig

Fysikken har ingen moral, fysikken er neutral

Alt der står tilbage nu er levebrød og leg

Din hud er barrierevæv der holder fjenden ude

Milliarder organismer drømmer om at æde dig

Svampe, bakterier og dyr omkring så sultne

Afventer i stilhed du begår din sidste fejl

Skulle du stå i vejen for et menneskes visioner

Er der der kun et samfunds lov imellem dem og dig

Alt er et mirakel i et fjendtligt univers

Lykketræf du stadig nyder venlighed og pleje

47. En senaftens klagesang

Mine tænder graver sig langsomt ud af kødet
Mine hænder ryster som om jeg får stød
Øjne der ligner øde øer
For tænderne har arbejdet sig ud
Tænderne har fejlet dig Gud

Det har gjort mig apatisk
Køkkenet er statisk
Vejen ligner grå stær
Ansigter blobber rundt her

For min hjerne har også fejlet dig Gud
Jeg kan ikke tænke mig længere ud
End de fire vægge
Måske en smule mindre
Hvad er det mon der forhindrer

Inde bagved skærmen
Er der 20 trumfer i sværmen
Intet kommer ind i din stue
Overjords begravet til skue

Det der ikke gælder

Nå spøgelser går og græder
i verdner skabt af minder
Da på vor vej betræder
Folk der søger os og finder

Nå træer går og tænker
på verden fuld af splinter
Så sidder vi og venter
på bænke kort fra skrænter

Nå glæden sig går og gemmer
under mange ulæste beskeder
Så er det tid at læse
og lade vinden blæse.

Undskyldning - en meddelelse fra Aksel.

Jeg har begået en stor fejl. Da jeg for to dage siden udgav en liste over mine “top 10 digte i 2017”, sad jeg bag efter tilbage med en tom følelse i maven. Der var et eller andet der var forkert, som jeg ikke rigtig kunne sætte en finger på, da jeg sad der på sengen med min bærbare. Jeg havde ellers vinklet listen på en måde, som skulle iscenesætte år 2017 som et rigtigt “dark and gritty” år - det år hvor vi på bloggen modnedes som seriøse poeter. Et år som kunne fungere som affyringsrampe for et fremsynet skridt imod at markedsføre bloggen til et ældre og mere sofistikeret publikums smag, efterhånden som det nye år 2018 skred frem. Måske vi endda for første gang kunne få reklameindtægter på bloggen!

Forventningerne lyste så skarpt som projektører imod mine øjne. Men lige pludseligt føltes hele ideen ærligt talt… kvalmende. At gøre sådan noget er jo i fuldkommen modstrid med denne digtblogs ånd! Jeg kunne slet ikke være i mig selv… var jeg virkelig blevet sådan? Mon dog! For at råde bod på mine fordærvede hensigter har jeg de sidste to døgn knoklet hvileløst og sammensat en ny liste - ikke kun for 2017, men hele bloggens levetid - over de ÆGTE bedste 10 digte der nogensinde er kommet ud af dette projekt. En liste som jeg synes opfanger den helt unikke stemning og kvalitet, vi her på Kakofonisk sætter en ære i at producere, på en meget mere ærlig vis end den anden liste. Det er den behandling som jeg ved, og som jeg tror Læseren også vil anerkende, at denne blog fortjener. Jeg siger undskyld, undskyld, undskyld og håber meget stærkt på at blive tilgivet hurtigst muligt, så vi kan komme videre.

10: Dagens miserable digt
(af Aksel)

Et digt, jeg synes helt eminent opfanger den helt særlige sensibilitet der ligger i hverdagens livsverden. Man kan mærke passionen helt ind til marven: Fremmedgørelsen fra den nye førerløse mobilitet og de simplere glæder der hører barndommens verden til bliver sat op imod traditionelle salmevers.

9: *CORYDON INTENSIFIES*
(af Aksel)

Intet digt i mit forfatterskab ligger mig personligt nærmere end dette, men det personlige må vige fra det professionelle. Af denne ene grund ligger digtet desværre ikke højere på listen.

8: Strombone; om det at strombone
(af Aramlium)

Jeg har ikke skrevet dette digt; det har Aramlium derimod, som jeg af logistiske årsager deler bloggen med. Men det ser stadig ret fornuftigt ud. Digtet handler vist nok om en hockeyspiller.

7:  Endnu et digt som ikke overgik "Knive" (nu med rim og remser!)
(af Aksel)

Jeg har gjort det til en rutinemæssig dyd hver morgen at recitere dette digt højt for mig selv som det første jeg gør når jeg står op. Det giver mig det helt rigtige mindset at starte dagen på.

6: VIKING JESUS
(af Aksel)

Et fremragende kvad til fædrelandet! Digtets tematisk-metaforiske kerne ligger i sammenligningen med det Dansk-røde flag og det Dansk-røde blod, som gennem et ægte Dansk-teologisk mirakel blev til vin og dermed gav inspirationen til det vinrøde Danske pas!

5: Kortbølge; Toiletbølge
(af Aramlium)

Ærligt talt vil Aramlium nok næppe gå over i historien som en af de store poeter. Men i det mindste kan han da finde ud af at formulere sig kortfattet og præcist når han virkelig prøver, hvilket giver ham visse evner indenfor kunsten at skrive haiku. Hvis dog bare han skrev flere korte digte, kunne det måske være jeg ville tage mig lidt tid til en dybere læsning end kun at læse første og sidste linje og så ellers skimme resten.

4: Jaerijaer mand
(af Aksel)

Et sjældent følsomt digt fra min hånd. Som kunstner foretrækker jeg sædvanligvis at holde en vis cool distance til mine værker; som en variaté af masker jeg kan tage på når jeg viser verden dens eget ubelejlige spejlbillede, og er nødt til at skærme mig for dem, som vil “kille the messenger”, som man siger på Nudansk. Men her ser man mig, Aksel, fra min mest sårbare side. Jeg er i sandhed en stor poet.

3: Læs.
(af Aramlium)

Åh min kære Aramlium, altid så ydmyg. Du burde lære dig selv lidt selvtillid hvis du vil frem i verden ligesom mig, for jeg kan se at du har noget potentiale du ikke rigtig tør stå ved! Ved at tagge dette lille mesterværk som et “non-digt” fraskriver du dig ansvaret for dets avantgardistiske tyngde, men mig narrer du ikke. Jeg har et helt exceptionelt øje for ægte kunst så jeg kan se at dette er et sandt mesterværk i ussel forklædning!

2: Sommer-sangen
(af Aksel)

Et storladent stykke poesi i verdensklasse, som transcenderer tid og rum. Næsten aldrig har en samling strofer og linjer været så dybt indsigtsfulde i den menneskelige tilværelse, og dog så tilgængelige. Værket giver sig formmæssigt ud for at være en simpel, lidt jævn sangtekst, men tag ikke fejl. I et ufatteligt genialt træk bedrager skinnet: Det er selve meningen med livet det handler om. Ethvert menneske som søger svaret på hvad det lykkelige liv er og bør være, kan finde det meste ved at stifte bekendtskab med dette ubeskriveligt mesterlige og enestående værk, som ingen anden end jeg, Aksel, har skrevet.

1: Et Sted I Hovedet
(af en ganske særlig gæst)

Indrømmet har jeg lyst til at sætte mit eget digt højest hver gang jeg laver de her lister, men jeg undlader, da jeg ved at det ikke ville være en særlig ydmyg ting at gøre. Som det andetbedste har jeg valgt dette digt, som om noget optræder som inkarnationen af hvorfor det er, vi i det hele startede med nøjsomt at skrive digte uge efter uge, når vi nu alligevel ikke tjener nogen reklamepenge på det.