Festfyrværkeriagtige Hurlumhejhusværdige Udskejelser (F.H.U.)

Jeg er blevet ligeglad

Så fucking ligeglad

Og jeg har mistet evnen til ikke at være ligeglad

F.eks. med alufoliens kradse skår i halsen

Et Retvisende Billede

Efteråret

Så mange blade i billedet
De fleste drysser ned ret snart
I brune våde bunker
Blæses gerne væk i en fart

Bog og
Bær og
Nødder
Knasende under vores fødder
Med andet

Og himlen stod i tårer
Over den sommer
Som allerhøjest lagde sig
I lommer
Spildte timer
Og stilstand i svimer
Det hele skyller ned
I asfaltpøle
Lad os vade udenom det søle

Nå enden er..?

Der er da uger med mandage
Morgener vågnet trætte
Dage hvor kroppen vil klage
Aftener sultne, men mætte

Der er år der hurtigt uset går
Måneder glemt for meste
Sene timers triste hårde kår
Uger ventede på at briste

Der er weekender uden hvil
Ferier der er arbejde
Alder kan gøre os senil
Og så endnu en barfejde


Der er mange ting vi gør forkert
Måneder målt i penge
Regler straksfuglt pænt genert
Bare mere tid til senge?

Men efter et liv til halvfjerds
Nå kroppen alligevel ruster
er livet ej mere på tværs
da er der anden der lusker

Autopilot

Jeg

Jeg flyver lige ind i midten 

og får bullseye

Sikke et fjols 

går rundt på

Der kommer en eller to biler

De prøver at køre ind i mig

Jeg springer til siden

Bilen kommer

Den første er

At jeg er 

ikke så vigtigt

fortalt

nu er jeg Gud

Så jeg kan flyve

kommer lige ind foran Røde 

(den normale)

apatisk pattedyrsøje

Flyver igennem rummet

På jorden bliver bakkerne til asfalt

Med store huller i 

og klatrevægsformede

Med runde pupiller

Som en dartskive

Jeg flyver lige ind i midten og får bullseye

bagved

Her kan de åbenbart ikke 

og Røde

Det er ikke så vigtigt

For nu er jeg Gud

Så jeg kan flyve

ind

Så slutter det hele

Den anden er

At jeg er i et sletteland

Den har jeg 

om før

Men nu er der to øjne

Der er Blå 

kører ind i væggen

Bakker ud og fortsætter

Jeg gemmer mig i et stort kontortårn

Bilerne får vinger

Det er ikke længere et krybdyrøje

Men et 

Sikke et fjols 

går ind

De smadrer ydervæggene

Men der er en afspærring

smadrer indervæggene

Der er vejarbejde med gravede huller

Jeg

Smadrer væggene

For

senet

Solen skinder smukkest
På en kølig sensommer dag
Blæser Stråler livet
I skyer lag for lag

Sikke en skam at noget unikt
Som morgenens rødme
Kan opstå igen og virke slidt
Og bittert væde sødme

Dette sære sted midt for valget
Fanget i en analyse af optik
Mangler man en der føre salget
Tituleret som billeder i en butik

Skovtur

Forkastet mørke sø i skov
Lad os slippe, lad os løbe
Forhadte sø af hvor behov
Slip os ganske, fra det søle

Vandet kalder blankt, derude
Skoven står så tæt mod lyset
Bredden smiler bredt bagude
Vi løber væk, et skridt før fryset

De kroner svor et ganske ly
Et skjold mod livets hårde stød
En skykke for et blakket ry
Et kildevæld af sorten sød

Det løfte holdtes ganske vist
At ingen ville fortrædes
Men prisen for hvor bøn var trist
Der som alt måtte fortærres

Det Uuendelige Mørke

Så mange engangsflasker pjasker ned over dine skuldre.
Skrueknapper snurrer for dine fingre flagrer som koffeinmotorer.
Halsen hakker og du hoster hårdt.
Så groft og grynet hoster du.
Ind gennem lag af støvvæv og så ud

klokken er kun lidt over ét
hvad er det for en tid at vågne i?
du tænder væglampen... det er ikke almindeligt
lyset er faktisk som en glødende bold i luften
det får du hastigt slukket igen
du lægger dig i madrassen, underligt slibrig, klam
stirrer ud i rummet mens øjnene vender sig til mørket
der plejer at være en svag summen fra bilmotorer i det fjerne
de er væk nu
kun udenfor kan du høre svage knitrelyde
luften flimrer... mere end normalt
på ingen måde kan du igen sove sådan
det kunne du jo heller ikke før
du vågnede jo

der ligger kun et tilbageværende hæfte hovedpinepiller
du tager en... skyller ned med vand
en til, skyller
vinduet i køkkenet står utildækket med mørket bagved blottet
ikke andet end mørke, uendeligt mørke
farven sort bagved glas og så dybde
der kommer stadig underlige lyde derude fra
ikke de sædvanlige underlige lyde

Nårsomhelst kan noget dukke frem i det vindue.

skynd dig tilbage

Brandfarlig tilværelse

Tankelammelse kommer brat
Intet æder alting
Semantik forgår og vitre let
Denne Hjernens aldring

Så i flammer brydes spejlet
Røgen retligt blusser
Af sandet springer spire
Der hvor alt har fejlet

Grå afspejling; skrå afklaring

Fuglene flyver over mig
forsvinder bag mig
på en vandren mod pynten

Lette skyer bades af solen
det sker i baggrunden
til en tur ud mod pynten

Stranden stener
Sandet skifter
der står pynt efter pynt
langs min kyst

Solens stråler fanges
ædes op af sultne skyer 
Bag min ryg 
ved en kyst med pynter 
bugt efter bugt 

Fri brok til alle!

Alles liv er noget lort
Det ville jeg sige
Og nu er det gjort

Vejer det gode det onde?
Næppe i alle bidder
Af vores stunde

Spektret topper med kvaler
Nedefter mod Helvedet
Vi daler

Ustandselige svig vil komme
Før vores liv
Er omme

Jeg kunne lave en liste
Men den er for lang
Så pris det

Om hvem der gider spille spil

Lykke er tilfredshed

Med hvordan det hele går

Ulykkelig er den

Som aldrig tilfredsheden når

Men tilfredshed er en dødssynd

Er der visse folk der siger

Hvem vil være den dovne

Hvor alle andre higer?

Så blindt fortsætter livet

Der gøres som der bliver sagt

Den vinder sig selv mest med slid

Stærk klog og veloplagt

Så mange bliver dygtigere

Men aldrig er det nok

Der er så mange foran

Hvem tør at sige fuck?

Man stræber efter lykke

Og lykke er vel den man får

Når man endeligt anderkendes

Efter mange hårde år

Så smil og håndtryk ser man

Udenpå missundelsens kød

Hvis ikke de selv havde røvtravlt

Så de dig heller død!

Nej aldrig er det godt nok

Når ikke du er i mål

Må du se se dig selv i spejlet

En benløs og glat ål

Som ikke må være lykkelig

Du pisker bare frem

I en frodigt anlagt havesø  

Vandet klistret og klamt

Når du så kommer hjem

Efter endnu en hektisk dag

Glem spejlet og se skyld i dem

Som står og fyrer løgne af

I tv og på trykt papir

Samt trykket frem på sider

Det er faktisk ikke så sært

Få rigtigt høre på dem gider

Hadets Time

Der er en slags nultollerance som kryber op inden i mig
I et sygdomsbefængt metrotog
Fyldt til randen med forkølede mennesker
Som hader mig
Og jeg hader dem tilbage
Her hader alle hinanden
For der er Hadets Time
Der er ikke plads til alle nu
Nogen kommer slet ikke med
Over jorden ræser cykler over for rødt og bliver kørt ned
Bilerne holder i kilometerlange til lyden af horn fyldt med afsky
Fodgængere dagdrømmer om at skuppe en håndløs cyklist ind under en lastvogn
Der er ansigter overalt
Tømte ansigter som ingen må stirre ind i
I togdørens forvrængede glasspejl ligner de alle sammen Hitler
Med mørke skygger under næserne
Og metro åh metro
Hvad der engang var spændende fremtid
Er nu dræbende realitet
Med beskidte vægge
Og gulligt flakkende ridsede lysstofsrør
En kapacitet der engang var rumlig
Men nu for længst er nået og så lidt til
Hvem der bare ku stå en halv time tidligere op og undgå det skrald
Men jeg ejer hverken fornuft eller selvdeciplin om morgenen

Ufuldendt

Endnu et vigtigt skridt
På din vej
Som fortsætter
Ind i nattetågerne

Endnu en vigtig dag
I dit liv
Som vil ændre alt
Når du er ældre af år

Endnu en streg
På din regning
Som er lang
Men nu lidt kortere

Endnu et gennembrud
På det seneste
Som du burde have tænkt på
Noget før

Endnu en tråd
På din bluse
Som er pillet af
Fordi den sad og strittede

Endnu et billede
På din væg
Som er taget ned
Og lagt ind i et skab

Endnu en skønhedsplet
På din arm
Som er skrabet af
Med kortklippede negle

Endnu en løgn
På din samvittighed
Som er godt gennemtænkt
Og gør det lettere for alle

En af Dagene sker det

Verdensnyheder

Hvor er bølgerne nu?
tidevandets klokkeslæt
vejen, værket, verden
skumtoppene i vinden

hvor svandt vinden?
Stormens vejviser
Driften, dyden, dogmen
følelsen af kulden

Hvor blev den kulde af ?
ordens tro håndhæver
Stoppet, stilstand, stunden
En løndløs frelse   

Natbriller

Solen skinner, men det er nattemørkt
Et herligt vejr sig byder, men det regner
det er en flot skøn verden, men helt skørt
selvom farver stråler, mærker man det blegner

En lun brise må man gå og sig skutte for
en hilsen venlig støder pludselig skarpt
alt er efterår også om det så var vår 
det er overskyet på en dag med klart.

Lidt mere polemisk pis

Jeg er faktisk enig med Liberal Alliance
Jeg synes vi skal mindske staten
At have sådan en stor stat tynger vores tanker ned
Vores tanker visner og vi bliver alle tabere
Se f.eks. hvor stor en taber jeg er
Alt sammen statens skyld!
Mere stat = mere depression
Faktisk synes jeg man burde afskaffe staten
Det kunne være ret fedt
Ingen fedtet depri stat at tænke på
Så kunne vi alle gøre præcis alt hvad vi ville mod hinanden
Det fortjener vi
Modbydelige ting
Plads til at tænke store tanker!
Og føre dem ud i livet
Faktisk synes jeg man burde starte en atomkrig
Det ville være stort
På den anden side... Det ville gå lidt for hurtigt
Men uden staten kunne nogen seje pengestærke gutter så måske starte en stor fabrik der ligeså langsomt torturerede alle mennesker ihjel!
Så mange mennesker hæmmer min selvforbedring
De tynger mig ned og de fortjener lidelse for det
Det ville være rart
Færre mennesker at skulle forholde sig til
Så kunne man rigtigt få lov til at bestemme HELT selv!
Tænk på hvor godt det kunne blive
Rigtigt godt for mine tanker.