Trin taktfast skarpe slår hårdt og fast
sprækker slår flænger og regn falder ned
til et mørkt, glemt og dybtliggende sted
Der bores endnu dybere under
helt ind til hvad kernen rummer
En kilde af sort springer op og fri
vasker resterne rene for ære og pli
Dråberne falder som træernes blade
dækker hver sti, vej, fortorv og gade
Hvordan kan det tænkes man finder hjem
nå man helt selv har skjult sig vejen frem.
mh! jeg ved ikke hvordan den ilustration undslap mig, men tak- det passer, for det var et mørkt og sært sted det kom fra
SvarSlet