Mit pludselige kollektiv

Jeg troede jeg skulle bo alene
men mødte først da så min gene

i mit hjem boede fire andre
hør på hvem, mens tiden vandre

Først mødte jeg mester sult
hans kinder stemme, alt, hult

 Han bor i skabe, kolde, varme
 stjæler mad reserveret mine tarme

Det han ikke spiser spolere han
så ingen andre nyde maden kan

tomme bøtter, æsker og kikseruller
jeg må gemme væk før de smulrer

Endnu en ven ventede mig en dag
blot at finde hvem, var sin sag

Gemt varmt under dyner og plaid
skjulte hun sig, Fru Frøken træt

Man ser hende aldrig før aftenstid
Men så lyder hendes stemme blid

"Kom og sov en lur en stund"
gid dog hun ville holde mund

Lektier, leg og andet sjov
visket væk i sove sorg

Selv midt på dagen en stille uge
hørte jeg hendes sovsang om snue

en gang i mellem, fra tid til anden
drukner jeg mig så i kaffekanden

Men den brune væskes magt så kraftig
ved hun som jeg, er ganske midlertidig

Der gik lidt tid før jeg igen fandt en
det var på en dag der tidligt blev sen

Solens varme fortrak sig næsten for hastigt
Han kom ind uden at banke på- så formastelig

Hr. Kulde, præsenterede han sig ganske kort
han sider stille ved mit vinduer og går aldrig bort

Han er sur, tvær og bitterligt stædig
hans tilstedeværelse er faktisk kedelig

Men selv hvis de alle bor i mit hus
er det bedre end at have en familie mus

Med vækkeur, rugbrød og varme bade
bor vi sammen uden at forvolde større skade