Ligesom sidste år har jeg lavet en top 10 over mine yndlingsdigte fra årets løb. Lidt forsinket måske, men sådan er det nok når man sætter sig for at genlæse et helt års digte. Det er i dag to år siden denne Gudsbenådede blog startede, så det skal da fejres! Det vil sige fejre og fejre… digtene tog især i det forgangne år en del mere dyster og seriøs tone end da vi startede i 2016, så det afspejler listen også. Det var nok bare sådan 2017 var. Vi skribenter her på bloggen kan ikke rigtig gøre mere for det end alle andre!
10. Salt
(af Aksel)
Ikke ved første syn det mest fængende digt. Men som Aramlium sagde dengang i sommers, så er digtet “som et minde om nostalgi”, og det synes jeg er ramt helt plet. Som børn blev vi helt nostalgiske når vi så enhver ny sommerdag og kunne ikke vente med at komme udenfor og lege, lige meget om der var nogen at lege med. I dag har mange af os tit knapt så travlt med sætte os ud i træstolen og stirre på nogle fugle en dag hvor intet sker...
9. Senet
(af Aramlium)
Vi holder os lidt til samme tema, med et digt om at tage morgensolen for givet. Vi har set daggryet hundreder af gange før. Det har ikke kun mistet sin nyhedsværdi for længst, vi har også set det for mange gange til at blive nostalgiske omkring det. Digtet mindede mig et kort øjeblik om hvor skønt solens lys er og ikke at tage det for givet. Sjovt nok ender digtet også med en pointe om folk, der først ser de smukke detaljer i hverdagen, når de får det præsenteret fladt gengivet på et foto… eller i et digt for den sags skyld. Gik jeg i fælden?
8. Blændet
(af Aksel)
Et digt der starter som en vel efterhånden typisk for mig dyster og fragmenteret tekstplamage, men gradvist bliver mere og mere sammenhængende sprogligt - og samtidigt mere håbefuld. Det er en stærk kontrast, synes jeg. Efter et mildest talt mørkt efterår her på bloggen, er det nemt at glemme, at året faktisk startede ret optimistisk (efter vores standarder). Digtet blev skrevet i marts måned, og i modsætning til både tidligere og senere var det slet ikke så unormalt at vores digte sluttede lykkeligt!
7. FEEEEEEEEEEESSST
(af Aksel)
Det her digt er også fra marts… og dog knapt så forhåbningsfuldt. For mig beskriver digtet præcis det øjeblik hvor det går op for én at vores liv vil udvikle sig mere eller mindre præcist som vores forældres gjorde det. Vi vil ikke kun blive midaldrende af udseende, men også af sind, som stort set alle andre før os. Nåjo, og så berigede digtet helt uofficielt det danske sprog med ordet “lysopfattelsesjustering”, så det er den sande grund til det er på listen.
6. Mælk på hjerter
(af Aramlium)
Et sjældent rart digt i efteråret. Faktisk ikke kun rart, men fantastisk. Et oprigtigt digt om kærlighed i en sø af apatiske pytter, som en vis forhadt elskling engang udtrykte det så poetisk. Nok er det kort, men ordene er utroligt velvalgte. Sjældent har jeg set emnet blive beskrevet så jordnært og dog poetisk.
5. Årgang
(af Aramlium)
Endnu et kort ét, og en helt simpel ide. Måske ikke så originalt, for vores sprog indeholder allerede floskler som f.eks. “livets forår og efterår”. Men igen er ordvalget genialt, og digtet virker langt fra plat eller kliché-agtig. Det er melankolsk og ærligt, hvor det meget hurtigt kunne være blevet melodramatisk hvis jeg selv havde skrevet det, tror jeg. Et digt om at man umuligt kan gå igennem livet og stadig ende så naiv og godmodig som da man startede det.
4. Grå afspejling; skrå afklaring
(af Aramlium)
I sig selv er digtet et atmosfærisk billede på en lang gåtur langs kysten. Men med et par simple tricks føles det som en vandretur ud i uendeligheden - alt det som måske stadig kan være uudforsket og eventyrligt. På grund af to ting; de bevidst gentagne ord og sætninger, og så den helt originale udtoning i sidste strofe. Det får digtet til at føles større end det er.
3. Sen aften
(af Aksel)
Digtet her bygger på ængstelige følelser, især set i lyset af år 2017’s brækfremkaldende karrusel af mareridtsfremkaldende nyheder. Mon vi bare har været usandsynligt heldige indtil videre at leve et liv uden krig og risiko for tortur, når man tænker på hvor meget netop det har fyldt folks liv gennem historien? Nok er vi opdraget til at være fredelige og tolerante, men hvorfor skulle vi grundlæggende være skruet anderledes sammen rent psykologisk end vores forfædre? Masser af mennesker lever stadig i dag med krig, og det er næppe fordi vi fortjener bedre end dem at vi ikke gør.
2. Døgnenes passeren
(af Aksel)
Livet… er et stort rod. Det er så overvældende uoverskueligt og umuligt for et enkelt menneske at forstå. Mennesker forandrer sig. Det er ikke så mærkeligt hvis vi bliver bange for at det vi tager for givet og elsker i dag vil forsvinde i glemslens mængde. Både inde i os selv og ude i verden omkring os.
1. Et nuldret dyb
(af Aramlium)
Hvad det betyder er jeg ikke helt sikker på. Men det er nok det meste ambitiøse digt i forhold til ren længde og den verden, som den skaber. En surrealistisk, dystopisk undergrundsverden, der nærmest kører som en lille film når man læser det. Alting er fuldstændig fremmedt, og alligevel virker det hele nærmest… velkendt? Fortællingen om børn der (faktisk frivilligt) kører ned i en rutchebane og lander i et trangt, klaustrofobisk rum, smider deres bamser fra sig, hvorefter alting pludseligt drejer sig om fortællinger gennem skærme, vold, sex, løgne og forsømmelser… det minder måske skræmmende meget om vores alle sammens delte skæbne.
Boblere:
Stille og roligt, Glemt Fragment, Falsk vand, Lærkeby, Fantasi Er En Personbrist, Morgen, tirsdag, solskind, Jambo, Det er en hund, Fucking hjemløse og deres rod af et liv, Den rullende samaritaner, Det Uendelige Mørke, Ked af det Smily, Helst, Sort Hul, Sommerfrugt, Nordkvad, M på M, De Levende Døde
Nåjo, og det er ved at være påske. Så god påske!
Ingen kommentarer :
Send en kommentar