Ondt.

Ned ad den kolde vej

af stivfrossen asfalt

Inde i mørket modsat 

rækkerne af lygtepæle på

den anden side

griner jeg som et fjols:

HAHQHAHAGAHAHAHA

uden lyd

jeg går fremad der er ikke

nogen mennesker her

længere

ikke

nogen

mennesker

her er sikkert.

fremme er et mellemrum 

to bygninger imellem

der er

så

mørkt 

mellem de 

to bygninger

vejen drejer før

i skyggerne foran

forude

jeg går hurtigere

i mellemrummet

ser jeg en skygge

en svag antydning

jorden har løsrevet sig

kulissen

jeg går hurtigere

frem imod skyggen

en kæmpe

for

ingen kan gå bagud

ingen

kan

for der er kun mørke

afløsende lygtepæle

"Hvad skete der så?", spørger du.

det ved jeg ikke

endnu

her er sikkert.

"Du er et fjols", hvæser du så.

jeg griner