Blåt er vandet

Der er en sø så klar og mæt
Et sted hvor skyer mødes
Den søs vand er rart og pænt
men dens bredder ligger øde

Ved nattens fald og uglers kald
der høres der en stille klukken
for alt imens duggen gør sit bald
finder søen på at overskvulpe

Der strømmer let en enkelt å
En stribe ren for verden
I et stille hemmeligt yndigt blå
Hvor ingen tiltænkt ser den

Nå solen en gang til gør sig op
vil vandet atter stilnes 
og søen atter som i en kop
uanskueligt sikkert glemmes.