Et digt om at forsøge at holde ting sammen, som forsøger at springe i luften

Ægte hjerner er
åndsboller der dør af at skrive i et
tårn.

Så hellere romantisk træt i
virkeligheden hvor
foden skaber forstanden og mens
gamle kryber og vipper uden krummer så bølger
pølsevogne og samtidigt har personlige
limsæber grønne broer.

Togførerens leder dukker ikke op men han har dig i
øjet hvis
bukser ikke elskes højt og aldrig oversvømmes af
mening.

Dig = Guds kujon.

Som en
helt flyder du på
hjertets improvistion mod en lille
død hvor resten er
komedie.

Drømme skifter hjerte og det er
Overblenderen sammen med Togføreren og deres
bestyrelse af uddannede psykopater der udvælger
narcisister til at føre skovlen med
latter og kærlighed men ikke med provsten som siger:

"Når vi tænker

Tænker vi for Paradis

Nu gør vi det

I morgen gør vi det

Men hvad er nu det?

En frue

Ikke hendes kogler!

Ikke hendes kogler!

Ikke hendes kogler!

Ikke hendes kogler!

(alt andet end hendes kogler)"

Og moralen i
historien er at der absolut intet skete