Lalandia. Sansernes kirurgkniv. Ethvert voksent menneskes værste skræk.
Parco Aquae Super Terram, som det hedder sig. Der står jeg nu.
Jeg står foran den forfærdelige tonede svingdør.
Den som kan forvirre stakler til vanvid.
Er jeg på Lolland eller i Jylland? Jeg aner det ikke. Jeg aner det slet ikke.
Tågerne har lagt sig. Over mit sind. Tågerne. Fra det udendørs boblebad.
Som er fuldt af fede, midaldrende mennesker. Og små skrigene unger.
Og deres urin.
Døden er her. Figurativt altså. Men den ægte vare er sateme tæt på også.
Bag glasruden. Hvor høj er toppen mon på den øverste vandrutchebane?
Hvor hårdt man mon… lander? Ville lande, altså.
Jeg ryster tanken ud af hovedet. Men den bliver i baghovedet.
Som et insisterende, irriterende spøgelse.
Som nogle tv-folk prøver at gøre nuttet.
Eller som en reklame på en børnekanal.
Hvorfor lærer vi vores børn at glo reklamer?
Hvorfor gør jeg selv? Det gør dem kun værre end de allerede er.
Børn. Det værste. Reportagen skal skrives. Morgendagens BT venter.
Den offentlige omklædning er sygeligt hvid. Her må man blotte sig.
Tage ydmygelsen.Ydmygelsen ved at stå sammen med disse væsner.
At være nøgen ligesom de er det. Uden filter.
Kun bar, slap hud. Latterliggørelse uden ord. Og alt for koldt bruservand.
Slatne blikke. Hængende folder. Et inferno af skrig og dryp.
Kampen. Kampen for overlevelse.
At holde hovedet over vande i et overfyldt bassin.
Ikke at jeg ikke kan svømme.
Men trangen til at drukne mig selv er evigt nærværende.
Der skal i grunden ikke meget til. Bare stikke hovedet under vandet.
Og familiefolket vil bekrige hinanden.
Et softcore voldsorgie bare for at få en smule mere tiltrængt albuerum.
Overfladen vil være helt uigennemtrængelig. Men hvorfor?
Hvorfor er det mig der skal underkaste mig selv disse forfærdelige tanker?
Er det ikke dem, som er afskyelige, dyriske opkoblinger? Nu gør jeg det.
Jeg pisser i vandet.
Jeg tilføjer min egen part af besudling til det kollektivt besmittede vand.
Ingen lægger mærke til det. For det gør ingen forskel.
Transformationen er fuldført.
Nu er jeg en af dem.
Sublimt, blot perfekt og fængende, en rejse gennem reportagen og så endda førstepanket til en sand metamorfose
SvarSlet