Medfølelse Er En Løgn.

En tur på Bakken sagde sønnike. En candyfloss og en fanta exotic.
Min toyota er noget gammelt møg. Og vi holdt i kø hele vejen fra Brøndbyøster,
Gennem centrum til udkanten af Hellerup.
Hellerup. Jeg hader det sted. Der er alt for mange rige mennesker.
Snobber som spærrer sig inde i deres store strandvejsvillaer.
Med et eller to tårne. Der er kun vandtårne og skorstene fra centralvarmeværker
I Brøndbyøster. Og det var ikke nok at skulle holde flere timer i kø.
Det skulle absolut være hele vejen ned af Østerbrogade. Jeg mener det; Østerbrogade.
Men vi kom til Klampenborg og skulle betale for at parkere øsen. Min tegnebog græder.
Og det samme gør sønnike. Han har trådt i en hestepære. Og er steget ind i bilen igen.
For nu begynder det at regne. Men sådan skal det ikke være. Det er uretfærdigt.

Jeg slæber sønnike igennem talrige  belyste porte til vi kommer til skranken,
Hvor skrankepaverne sidder sælger og sælger turpas til de gode forældre
Som er kørt helt herop i deres gamle øser og nu står i en endeløs kø med deres
Hylende møgunger. Jeg hader mit arbejde. Det er røvkedeligt at være journalist.
Men hvad skal man med slavearbejde når man har den her slags fritid?

VI kommer endelig frem i køen. Sælgeren er en teenager med ostepops mellem tænderne.
Sønnike vil prøve mariehønen. Så sønnike prøver mariehønen. Og nu er han dårlig.
Fedt. Han græder så jeg skal til at købe nogle af disse her friturestegte spanskrør.
Dem der er alt for bløde til at slå børn med, desværre. Hvilken skam.
Men så kommer Pjerrot. Den pædofile gamle ged Pjerrot. Det skal være løgn!
Der går vi ikke hen. Selvom sønnike gerne vil (han hyler og skriger stadig).
Hvad giver de børnene i heldagsskolen? De må være på et eller andet konkluderer jeg.
For ellers ville de da aldrig kunne holde sådan en lang dag ud med alt det skrigeri.
Vi kommer forbi hurlumhej-huset. Men der sætter jeg grænsen. Sønnike hviner.
Den værste lyd jeg nogensinde har hørt. Mit blod flyder ud af ørene, mit karrygule blod.
Jeg ser ned på mine to håndflader smurt ind i karrygult blod og kanelsukker.
Det får det værste frem i mig. Jeg smider sønnike op i pariserhjulet. Det på Bakken (åbenlyst),
Hvor det går sindsforvirret stærkt og man flyver med hovedet nedad uden sikkerhedsbælte.
Der smider jeg sønnike op. Så kan han skam lære det. Carpe Diem. Mit smil når højere
End mine forfærdede medforældre kan nå op. Selv ikke dem med hammer og muskelmasse.